PC Schematic A/S – Software Developer – Delphi & C#


Søg stillingen

Kunne du tænke dig at udvikle den nyeste teknologi på markedet og sætte dit præg på udviklingen af nye produkter? Så er du oplagt til at blive en del af familien hos PCSCHEMATIC. 

 

Velkommen til dit nye team 

Du bliver en del af et team bestående af 8 dygtige udviklere, der sammen med Team Leader Martin, udvikler nye produkter og videreudvikler eksisterende programmer. Teamet kendetegnes ved mange gode diskussioner om arkitektur og kodedesign – vidensdeling er en selvfølgelighed.

Du kommer til at arbejde i et team hvor man tror på, at åbenhed og samarbejde giver bedre løsninger – derfor kommer du aldrig til at sidde alene med et problem. I teamet kommer du til at arbejde i mindre grupper, således der altid er mulighed for sparring, hvor faglighed vægtes højt. Typisk arbejdes der i teams af to. 

Du kommer til at arbejde efter moderne designprincipper, hvor man bruger Scrum med 14 dages sprint.

 

Din nye hverdag  

Som udvikler i teamet kommer du til at arbejde med flere af virksomhedens produkter. Du kommer bl.a. til at arbejde med udviklingen af et helt nyt program, samt videreudviklingen af nuværende programmer. Sammen med resten af teamet får du indflydelse på at definere opgaver og målsætninger til jeres Sprints og Milestones. 

Dine konkrete arbejdsopgave inkluderer at:

  • Løse opgaver i backend (Delphi & C#)
  • Sætte dit præg på udviklingen af virksomhedens produkter
  • Være aktiv på dit teams Scrum-events
  • Sammen med din Team Leader at være ansvarlig for et specialtilpasset program til en af selskabets store kunder, hvor din opgave er at sikre den løbende support samt udvikling af løsningen ud fra de behov kunden har. Du vil i denne forbindelse få direkte kontakt med kunden.

 

Teamet mangler disse kompetencer

Som person forestiller vi os at du brænder for at levere gode løsninger, som giver høj værdi til slutbruger såvel som forretning. Du kan lide at være i dialog med kollegaer, også uden for teamet, og er god til at formidle nye integrationer. Du bidrager til udviklingen af ny teknologi og har stor respekt for deadlines og faglig kvalitet. Du sætter en ære i at videns dele omkring dine opgaver og overholde aftalerne i teamet.
Følgende karakteriserer din faglige profil:

  • En IT-faglig uddannelse, fx som datalog, softwareingeniør, professionsbachelor i softwareudvikling, datamatiker eller lignende
  • Flere års erfaring med Delphi, C# eller anden objektorienteret softwareudvikling
  • Gerne erfaring med frontend-udvikling eller 3D Engineering 

 

Det får du hos PCSCHEMATIC A/S

Du bliver hos PCSCHEMATIC A/S en del af et godt sammenhold, som danner grundlag for god faglig sparring og et godt socialt miljø — på tværs af alle afdelinger.  

Du kommer til at arbejde tæt sammen med din Team  Leader, Martin, som vil give dig en varm velkomst og en grundig onboarding.  

Du får mulighed for at arbejde med ny teknologi, hos en af markedslederne inden for software til automation og el-installation. Hermed får du også mulighed for, at udvikle dine kompetencer, i det omfang du ønsker det.  
  

 

Hvordan kommer du i betragtning til stillingen? 

PCSCHEMATIC A/S samarbejder med GML-HR om denne rekruttering. Du er velkommen til at kontakte Seniorkonsulent hos GML-HR Kristian Storm Aagaard på telefon 20526695 for at høre mere om stillingen. Enhver henvendelse behandles fortroligt. Søg stillingen ved at klikke på “Søg stillingen”-knappen.

PCSCHEMATIC A/S er etableret i 1978 og har gennem mere end 40 år været blandt el og automationsbranchens bedste. PCSCHEMATIC A/S er kendt som skaberne af el-branchens dokumentationsløsning, PC Automation. Men først og fremmest er de kendt for deres effektive og kompetente support.

Gennem de sidste 40 år har PCSCHEMATIC A/S således stået på mål for høj kvalitet, både i form af deres produkter men i særdeleshed også i den faglige sparring og support som tilbydes deres kunder, hvad enten der er tale om den lille lokale virksomhed eller den store internationale koncern. 

Søg stillingen

03 / 2024