Få ridser, rynker og buler med!
Forleden havde vi et møde med en jobsøgende direktørkandidat. Hun er i gang med at finde næste udfordring, og vi skulle mødes til gensidig introduktion. Altid spændende at møde mennesket bag cv’et.
Kandidaten har haft et fint forløb og en god karriere. Men uden stort drama var hendes tid i stillingen nu slut. Det var et godt og berigende møde. Hun gav en fin gennemgang af sit cv og de valg, hun har truffet.
Interessant at høre den nuancerede udlægning af succeserne og de udfordringer hun har mødt. Hun var ikke bange for at stå ved, at der har været bump på vejen. Fin selvindsigt og evnen til at reflektere over egen rolle og ansvar i fejl, undervurderede opgaver og forkerte beslutninger.
Hvor er det befriende at møde et menneske med evnen til at vise den side af sig selv. Det er klædeligt og giver modparten mulighed for at få flere nuancer med. Det synes vi er meget mere interessant, det kan vi godt lide, det bliver vi i godt humør af!
Så mere af det kære kandidater! Prøv ikke at tegne glansbilleder af dig selv, men få nu ridser, rynker og buler med. Det er klædeligt og stærkt at stå ved dine fejl og mangler.