Restaurant Flammen – Area Manager – Øst


Søg stillingen

Attraktiv Area Manager-rolle hos Restaurant Flammen, hvor du får ansvaret for fire veldrevne og ambitiøse restauranter på Sjælland. 

Er du passioneret omkring ledelse, drevet af KPI’er og elsker et miljø, hvor der er fart på gulvet og hammer på flammerne i grillbuffeten? Motiveres du af at gøre en forskel hver dag i en familieejet virksomhed med stærke værdier? Restaurant Flammen søger lige nu en Area Manager, der vil få ansvaret for fire veldrevne og ambitiøse restauranter på Sjælland. Er du en stærk og engageret leder, der elsker at have indflydelse og tage ansvar, så er det måske dig, som vi mangler!

Du vil overtage et distrikt i rivende udvikling med store ambitioner. Som Area Manager vil du være en central del af både det operationelle, taktiske og strategiske arbejde, herunder tidlig involvering i budget- og strategiprocesser samt i opgaven om at lykkes med at få det til at leve ude i dine restauranter.
 

Velkommen til dit nye team

Du bliver en del af et kompetent team bestående af to yderligere Area Managers i hhv. Syd og Nord, der alle refererer direkte til virksomhedens COO. I dit arbejde har du et tæt samarbejde med dine kolleger i teamet, men også med kolleger på tværs af afdelingerne på hovedkontoret og restauranter i hele Danmark. Det er derfor naturligt for dig at have en bred kontaktflade i dit arbejde.

Du får direkte ledelsesansvar for dine restauranters General Managers (København, Roskilde, Glostrup og Næstved), og I skal i samarbejde sikre resturantens drift, herunder omsætning, bruttoavance og bundlinje, vedligehold af restauranternes faciliteter samt rekrutteringsflow, pipeline, medarbejderudvikling og ikke mindst gæstetilfredshed.

I Øst vil du, ud over dine medarbejdere i restauranterne, skulle arbejde tæt sammen med en Facility Specialist, en Quality Specialist og en People & Culture Partner, der ligeledes har deres daglige gang i Øst-restauranterne.

Teamet er kendetegnet ved professionalisme, krydret med passion og iver efter vækst og udvikling. I det daglige arbejde lægger teamet vægt på at gøre sig umage præcis, som værtskabet skal leveres i vores restauranter. Du vil mærke et oprigtigt ønske om at balancere alt dette i en uformel og familiær kultur. Vi spiller altid hindenden bedre, og det skal du også have lyst til at være en del af. 
 

Din nye hverdag

Det er din opgave at sikre, at restauranternes General Managers er topmotiverede, så personalet hver dag kan leve op til Flammens koncept: at skabe et hyggeligt sted for alle, med noget for enhver smag, hvor man på god sønderjysk manér bliver “richte godt sat” (rigsdansk: virkelig mæt) uden, at det koster en bondegård.

Kort sagt: Du skal sikre høj gæstetilfredshed – altid.

Dine konkrete opgaver bliver bl.a. følgende:

  • At sikre fuldt bemandede ledergrupper i alle restauranterne, herunder rekruttering
  • At sikre, at alle medarbejdere er trænede i henhold til koncepter og træningsplaner
  • Motivation, delegering og synlig ledelse
  •  At deltage i udvikling af konceptet samt deltage i projektgrupper
  • Ledelse af General Managers, konceptopfølgning og implementering
  • Opfølgning på nøgletal
  • Planlægning af sæsonprægede opgaver
  • Prioritere de opgaver, der kommer fra back-office

Det forventes, at du jævnligt besøger restauranterne, når de er i drift, hvilket betyder, at du må forvente aften- og weekendarbejde. 

Flammen har store ambitioner, og vi forventer at åbne flere restauranterne både i ind- og udland inden for nærmeste fremtid. Du vil derfor med tiden få ansvaret for flere restauranter i dit distrikt.
 

Dette kendetegner din profil

Du kender alt til de mekanismer inden for kundeservice og drift, der kendetegner en veldrevet forretning i restaurationsbranchen. 

Vi ser derfor gerne, at du kommer fra en lignende stilling, hvor du har præsteret ekstraordinært gode resultater gennem både salgs- og driftsoptimering i et kædekoncept, men vi hører stadig gerne fra dig uanset din baggrund.

Derudover kendetegner følgende din profil: 

  • Du er serviceminded, forstår at begå dig i servicebranchen og forstår vigtigheden af høj gæstetilfredshed
  • Du har en købmandsnæse for restaurantdrift i et kædekoncept
  • Du er selvstartende, energisk og resultatorienteret
  • Du har en vindende personlighed, og du formår derigennem at skabe tilslutning til dine idéer og tiltag
  • Du er analytisk skarp, beslutsom og robust
  • Du trives i et miljø med fart og forandringer, hvor omgangstonen er positiv og inkluderende 
  • Du motiveres af selvstændigt at finde frem til løsninger i dit distrikt og naturligvis hele tiden med øje for udvikling og forbedringer af processer og arbejdsgange. 

Du vil ikke have en fast arbejdsplads, men derimod arbejde fra dine restauranter fire dage om ugen. Den sidste dag arbejder du hjemmefra, hvor der er plads til at holde møder og fokustid uden forstyrrelser.
 

Det får du hos Flammen

Du bliver en vigtig del af en passioneret dansk, familieejet virksomhed med stærke værdier og et unikt koncept. Du får direkte indflydelse på forretningens udvikling, ligesom du i høj grad kan præge din egen stilling. Du får et spændende job i et uformelt arbejdsmiljø med frihed under ansvar og bliver en del af en flad organisation med højt til loftet og gode muligheder for personlig og faglig udvikling.

Vi tilbyder:

  • En af branchens bedste bonusordninger
  • Løn efter kvalifikationer
  • En fleksibel hverdag, hvor du i høj grad selv er med til at planlægge din arbejdstid- og sted
  • Gode pensionsforhold  
  • Sundhedsforsikring
  • Div. medarbejdergoder og rabatter

 

Vil du være en del af Flammen?

Vi opfordrer alle til at ansøge, da vi værdsætter mangfoldighed og ligestilling på arbejdspladsen.

Restaurant Flammen samarbejder med GML-HR om denne rekruttering. Du er velkommen til at kontakte Seniorkonsulent Janne Nissen på +45 2494 8800 for at høre mere om stillingen. Enhver henvendelse behandles fortroligt. Ansøgninger behandles løbende. Søg stillingen ved at klikke på ”Søg stillingen” nedenfor.

Restaurant Flammen er etableret af familien Rosenfeldt Sunddal, der består af forældrene Ketty og Flemming og børnene Martin og Kristina, der åbnede den første Restaurant Flammen i 2009 i Kolding. I dag er der 17 restauranter i kæden. Flammen er især kendt for sin buffet med mange forskellige slags kød, tilbehør, sauce og salat. Læs mere på www.restaurant-flammen.dk  

Søg stillingen

05 / 2024