Energi Fyn – Salgs- og Kundechef


Søg stillingen


Energi Fyn – Bredbånd

Bliv ansvarlig for den kommercielle udvikling i en stærk fiberforretning

Kan du drive salget til nye højder og skabe kommerciel succes i et konkurrencepræget, dynamisk og innovativt marked?

Er du en dygtig og ambitiøs leder, som formår at motivere den enkelte medarbejder og udvikle en velfungerende organisation med kunden i centrum? 

Så kan du være den helt rette kandidat til denne stilling, hvor du får ansvaret for salg og kundeservice i et af Energi Fyns vigtige forretningsområder. 

Et stærkt andelsejet energiselskab

Energi Fyn er et af Danmarks ældste andelsejede energiselskaber. 220.000 fynske andelshavere er forenet, og hver især ejer en del af Energi Fyn. Selskabet har den fornemme opgave at sikre konkurrencedygtige priser, høj forsyningssikkerhed og god service.

Energi Fyn påbegyndte investeringen i fibernettet i 2004 og har siden investeret massivt i infrastrukturen hertil. Foreløbigt er der rullet fiber ud til 130.000 fynske husstande, og man har en målsætning om at nå op på 150.000 husstande i løbet af et par år.

Bredbåndsforretningen tilbyder fiberforbindelser og forskellige indholdspakker til privatmarkedet, som udbydes i samarbejde med Waoo. Desuden tilbydes stærke produkter til erhvervsmarkedet.

Markedssituationen er under forandring. Ændrede forbrugsvaner påvirker efterspørgslen på indholdspakker og konkurrencen på fiberforbindelser er skærpet, da flere aktører har valgt at investere i infrastruktur.

Energi Fyns fibernet har siden 2022 været ‘åbent’, og andre operatører kan mod betaling sælge deres indholdsprodukter via Energi Fyns fibernet. Bredbåndsforretningen opererer således både som netleverandør/samarbejdspartner overfor eksterne indholdsudbydere og som egen indholdsudbyder med salg direkte til slutkunden.

Energi Fyns bredbåndsforretning er med en betydelig infrastruktur og en kompetent organisation godt rustet til fremtiden. Der arbejdes på en ambitiøs strategi, hvor forretningsmodellen for fiberprodukter skal tilpasses nye markedsvilkår, og udrulningsstrategien skal tilpasses fremtidige behov og nye aktørers etablering af infrastruktur.

Kommerciel og ledelsesmæssig udvikling

Bredbåndsforretning er et bredt og spændende forretningsområde med fint vækstpotentiale. Forretningen har fået ny direktør, og der er igangsat en spændende udviklingsproces, hvor bl.a. salgsindsatsen skal intensiveres de kommende år. I den forbindelse skal der ansættes en Salgs- og Kundechef, som skal sætte retning og sikre den løbende udvikling af organisationen.

Du får ansvaret for både salg og kundeservice, hvori ansvarsområderne omfatter rekruttering og fastholdelse af kunder, omsætnings- og DB-ansvar samt salgsunderstøttende funktioner for både eget salg og wholesale.

Du skal være en kompetent og inspirerende leder for organisationen og dermed bidrage til, at markedspositionen styrkes, og den kommercielle udvikling sikres.

Dine primære opgaver bliver bl.a.:

  • Salg af bredbåndsprodukter B2B og B2C i tæt samarbejde med marketing 
  • Daglig drift af kundeservice i samarbejde med teamleder 
  • Optimering af produkter og udvikling af attraktive løsninger til de forskellige kundegrupper
  • Vedligeholdelse af kundelister mv. 
  • Indgå i den daglige ledergruppe sammen med driftschefen og projektchefen
  • Arbejde på tværs med salg af Energi Fyns øvrige forretninger 
  • Overordnet kommerciel udvikling, herunder markedsovervågning med fokus på muligheder og væsentlige ændringer i markedsvilkår
  • Udvikling af egen organisation

 

Arbejdssted Odense.

Det du skal bringe

Skåret ind til benet søger vi en stærk lederprofil som mestrer det gode købmandskab.

Dine salgskompetencer og evne til at se markedsmæssige tendenser og muligheder er god. Du formår at skabe forretningsmuligheder og forandringer i en kompleks kontekst.

Dine organisatoriske og ledelsesmæssige kompetencer er veludviklede. Du er en dygtig leder, som formår at sætte det rigtige hold, skabe et godt arbejdsmiljø og en resultatorienteret motivation.

Derudover skal du gerne bringe:

  • Godt købmandskab
  • God forståelse for marketing
  • Evnen til at eksekvere og omsætte strategi til taktiske og operationelle handlinger, der sikrer, at man når i mål
  • Erfaring med forandringsledelse
  • Stærk og motiverende kommunikator som evner at formidle kompliceret stof til forskellige målgrupper 
  • Analytisk sans og evnen til at træffe datadrevne beslutninger
  • En kommercielt baseret uddannelse kombineret med betydelig kommerciel og ledelsesmæssig erfaring
  • Kendskab til tele og bredbånd – alternativt i en forsyningsvirksomhed, vil være en fordel.

 

Det er essentielt for at lykkes i rollen, at du evner at samarbejde på tværs, har gode værdier, en respektfuld tilgang til andre og høj integritet.

Det du kan forvente

Du kommer til at arbejde i en dynamisk og moderne energikoncern i vækst. Du bliver en del af  bredbåndsforretningens ledelsesteam, hvor du kan gøre en forskel og fortsætte din ledelsesmæssige udvikling i et motiverende og uformelt miljø.

Du får en spændende ledelsesopgave, hvor du skal udvikle salgsteamet og kundeservice og sikre den kommercielle udvikling i bredbåndsforretningen.

Som andelsselskab tager Energi Fyn sit samfundssansvar  alvorligt, og deltager i løsningen af de energi- og klimaudfordringer, vi står over for, samt bidrager til udviklingen af det samfund, som de er en del af. Energi Fyn spiller en aktiv rolle i den grønne omstilling og bidrager til, at Danmarks udledning af drivhusgasser reduceres.

Energi Fyn ønsker at tiltrække engagerede og resultatskabende medarbejdere. Derfor fokuseres der på at skabe en attraktiv arbejdsplads, som tilbyder trygge rammer og gode muligheder for personlig og faglig udvikling.

Er du interesseret?

Energi Fyn samarbejder med konsulentfirmaet GML-HR om denne rekruttering. Du er velkommen til at kontakte Partner Søren Laigaard-Andersen på 2074 4492. Enhver henvendelse behandles fortroligt. Søg stillingen ved at klikke på “Søg Stillingen” nedenfor.

Energi Fyn er et af Danmarks ældste andelsejede energiselskaber og Fyns største energiselskab. 420 dedikerede medarbejder skaber forudsætninger og leverer løsninger, der gør det enkelt og trygt at være andelshaver og kunde hos Energi Fyn.

Gennem datterselskabet Vores Elnet ejer og driver Energi Fyn elforsyningsnettet på størstedelen af Fyn. Energi Fyn ejer og driver 26 vindmøller og 5 regulerkraftværker, tilbyder ladestandere, varmepumper og energirådgivning og forsyner erhvervskunder og private med el, naturgas, forskellige bredbåndsløsninger samt etablerer og driver gadebelysningen i flere kommuner.

Med afsæt i værdierne – Ansvarlig – Engageret – Udvikling – bestræber organisationen sig på at skabe værdi for andelshavere, kunder og medarbejdere. Læs mere på www.energifyn.dk

Søg stillingen

09 / 2024