Bissenbakker Steel & Supply – CEO – Vækstklar Metalvirksomhed


Søg stillingen


Videreudvikling af solid underleverandør

Kan du sætte den overordnede retning for udvikling af en vækstklar SMV og sikre, at strategien omsættes til handling?

Køber du ind på en ambitiøs og realistisk vækstambition, hvor forretningen skal fordobles over de kommende fem år?

Motiveres du af at arbejde med markedsmæssig og organisatorisk udvikling i en konkurrencepræget branche?

Så kan du være den helt rette kandidat til denne stilling, hvor du får ansvaret for – sammen med et stærkt team – at udvikle Bissenbakker Steel & Supply til næste niveau.

En stærk underleverandør

Bissenbakker Steel & Supply er en veldrevet underleverandørvirksomhed inden for metalforarbejdning. Virksomheden har over årene udviklet sig fra kun at levere simple metaldele til nu også at udføre avancerede montageopgaver for mange af sine kunder.

Hovedparten af løsningerne kommer fra egen produktion suppleret med lokale og regionale underleverandører, og som noget nyt er man i gang med etablering af et sourcing setup i Asien.

Siden etableringen i 1993 har virksomheden haft en sund drift båret af en stærk kundebase og leveringsevne. De seneste fem år har udviklingen taget fart, og resultaterne har haft en meget fin udvikling. Virksomheden beskæftiger ca. 35 medarbejdere på fabrikken uden for Kolding.

Der er investeret i digitalisering bl.a. med nyt ERP, som giver mulighed for skalerbarhed, automatisering af forretningsprocesser og tæt opfølgning på KPI’er.

Med høj kvalitet og leverringsevne samt en effektiv og fleksibel produktion er virksomheden i stand til at møde kundernes forventninger. Produktionsapparatet er velfungerende, og gode fysiske rammer giver mulighed for at håndtere øget aktivitetsniveau.

Det private investeringsselskab New Legacy blev i 2024 ny hovedaktionær. I forbindelse med handlen fortsætter de hidtidige ejere som minoritets-aktionærer, og direktøren ønsker fremover at have en mere fri og projektorienteret rolle, hvor hans erfaringer kan bringes i spil.

Læs mere om virksomheden på www.bissenbakker.dk

Markedsmæssig og organisatorisk udvikling

Som CEO får du med reference til bestyrelsen ansvaret for drift og udvikling af Bissenbakker Steel & Supply med fokus på vækst, effektivitet og lønsomhed. Hovedopgaven er at være en kompetent og inspirerende leder for organisationen og dermed bidrage til, at virksomheden kommer i mål med de strategiske indsatsområder og målsætninger.

 Dine opgaver bliver bl.a.:

  • P/L ansvarlig og sikre en sund økonomisk drift gennem budgettering, opfølgning og rapportering.
  • Færdigudvikling og implementering af strategien med klare pejlemærker og indsatser samt dertilhørende operationelle handlingsplaner.
  • Kommerciel udvikling, herunder identificere nye forretningsmuligheder og drive initiativer, der styrker virksomhedens position på markedet.
  • Opbygge og vedligeholde stærke relationer til nøglekunder, leverandører og andre samarbejdspartnere samt øvrig interessenthåndtering.
  • Overvåge og optimere produktionsprocesser for at sikre høj kvalitet, leveringssikkerhed og effektiv ressourceudnyttelse.
  • Udvikling af organisationen og de ledelsesmæssige strukturer, herunder inspirere og motivere medarbejdere, fremme et godt arbejdsmiljø og sikre, at organisationen er gearet til fremtidens udfordringer.
  • Deltagelse i opkøbsprocesser.
  • Være en aktiv bidragsyder og sparringspartner i forhold til bestyrelsen og derigennem bidrage til den strategiske udvikling.

 

Du får også ansvaret for at lede virksomheden Bolt-On Solutions – en nichevirksomhed inden for aptering af lastbiler.

Du bliver en nøgleperson i virksomhedens fremtidige udvikling og får stor indflydelse på beslutningsprocesser og resultater.

Arbejdssted er i Kolding.

Det du skal bringe

Du har betydelig kommerciel og ledelsesmæssig erfaring gerne fra en produktionsvirksomhed i metalindustrien. Du har erfaring med at have forretningsansvar og gerne med en vis bredde i ansvarsområdet.

Du har god forretningsforståelse med indsigt i hele værdikæden, hvor særligt kommerciel indsigt og supply chain forståelse vil være vigtig. Din markeds- og organisationsforståelse er god, og du formår at skabe forretningsmuligheder og forandringer i en kompleks kontekst.

Du er struktureret og har styr på tingene uden, at din ledelsesstil bliver for stiv. Det er vigtigt, at du trives med at komme ud i organisationen og kan begå dig på alle niveauer og i forskellige kontekster.

Du er ambitiøs, drevet af at nå dine mål og trives i et præstationsorienteret miljø.

Derudover skal du gerne bringe:

  • God økonomisk forståelse
  • Analytisk sans og evnen til at træffe datadrevne beslutninger
  • Evnen til at eksekvere og omsætte strategi til taktiske og operationelle handlinger, der sikrer, at man når i mål
  • Gode kommunikative evner mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk
  • Evnen til at skabe og vedligeholde relationer på forskellige niveauer. Det er essentielt for at lykkes i rollen, at du evner at samarbejde på tværs, har gode værdier, en respektfuld tilgang til andre og høj integritet.
  • En holdspiller som er god til at udvikle organisationen og skabe et godt arbejdsmiljø og resultatorienteret motivation
  • En kommercielt baseret videregående uddannelse eller alternativt en ingeniørbaggrund kombineret med kommerciel erfaring.

Det kan du forvente

Du kommer til at arbejde i en dynamisk virksomhed med engagerede og kompetente personer i organisationen og ejerkredsen. Ambitionsniveauet er højt, og du får en god mulighed for at bruge dine forretnings- og ledelsesmæssige kompetencer til at bygge en spændende virksomhedsklynge.

Fundamentet i Bissenbakker er solidt, og der er finansiel opbakning til at realisere vækstambitionerne.

Der tilbydes attraktive ansættelsesbetingelse.

Er du interesseret?

Bissenbakker samarbejder med konsulentfirmaet GML-HR om denne rekruttering. Du er velkommen til at kontakte Partner Søren Laigaard-Andersen på 2074 4492. Enhver henvendelse behandles fortroligt. Søg stillingen ved at klikke på ”Søg Stillingen” nedenfor.

Søg stillingen

11 / 2024