Hvor har du arbejdet, hvad var dit ansvar

Hvor har du arbejdet, hvad var dit ansvar og dine resultater? Er der en rød tråd i dit forløb, har du evnet kontinuerligt at bygge på? Hvorfor skiftede du job og hvad motiverer dig og ikke mindst, hvordan motiverer du andre?

Alt sammen typiske spørgsmål og vinkler når en kandidat ”afdækkes” og svares der “godt”, giver det de bedste kandidater til de respektive jobs og så er den ged vel barberet? Næppe…

Ofte oplever vi at de formodede bedste kandidater ikke bliver tilbudt stillingen. Hvorfor? Ja svarene kan være mange, men en generel fællesnævner er PASSION. Du kan være nok så velformuleret, have det ultimative CV, være nyvasket, pænt klædt og imødekommende. Men hvis ikke du formår at vise din oprigtige brændende PASSION, ja så sælger det bare ikke mange billetter. Vis din PASSION, vær velforberedt, engageret og PÅ, så kan dit CV være nok så hullet, dine kompetencer under det forventede og dine fritidsinteresserer uinteressante men PASSIONEN købes der ind på. Potentiale, begejstring og commitment snarere end hullerne i osten. Med PASSION og en god indlæringsevne, så kan du drive det vidt.

Og kære ansættende leder, vis nu PASSIONEN og hvor uimodståeligt spændende din virksomhed er, for du skal altså også sælge billetter i et presset marked.

#ansvar  #arbejdstager  #resultater  #tips